et bondegårdsliv i storbyen

Forsvarsmekanisme: annullering

At ophæve sin første handling eller udtalelse ved at modsige den og “glatte ud”

 

Det kan være svært for os alle at sige vores mening eller at give udtryk for et behov. Når vi gør, gør vi os sårbare overfor afvisning, enten ved at vores behov afvises, eller at den anden person er uenig. De fleste, der har mange ubevidste forsvarsmekanismer, har oplevet netop ovenstående i en eller anden grad, hvorfor det kan give en mild grad af angst, fx ængstelse eller uro i kroppen, når der tages stilling til noget. Det rampelys, man kommer i, når man står fast ved noget, er smertefuldt.

Heraf opstår forsvarsmekanismen annullering (også kaldet ophævning eller undoing).

 

 

Annullering opstår, når en person enten siger eller gør noget, der udløser denne ængstelse eller skyldfølelse, så personen får trang til at “gøre det godt igen”: at ophæve det, h*n lige gjorde, af frygt for repressalier. Det er sjældent noget, personen er bevidst om. H*n når ikke at tænke: “hov, det var de ikke enige med mig i, jeg trækker det lige tilbage“. Det sker ganske automatisk for at beskytte sig selv.

Vi gør det alle sammen engang i mellem. Hvem har ikke højlydt sagt til en flirt, at det der band er lamt, for derefter at finde ud af, han er stor fan, og så ændre udsagnet til “men jeg kender dem ikke så godt… faktisk er det der nummer fra den film rigtig godt. De er faktisk ret gode!“?

Annullering handler, som alle andre forsvarsmekanismer, om at beskytte sig selv mod den iboende frygt for afvisning eller udstødelse af flokken, og det kan være en god overlevelsesmekanisme i invaliderende miljøer (fx dysfunktionelle familier). Det kan dog blive uhensigtsmæssigt, når det finder sted hyppigt. Personen kan fremstå som en usikker vendekåbe, og det kan være svært at vide,  hvad h*n mener, og hvem h*n egentligt er.

 

 

Annullering i parforhold (fluffy-syndromet)

Jeg havde egentligt først opkaldt dette fænomen “vatpik-syndromet“, men det gør det kønnet og nedladende, og det skal det ikke være. Vi kan nemlig alle være fluffy – eller vatpikke – uanset køn. Fluffy er et begreb, jeg som psykolog nogle gange bruger for mig selv til at beskrive en person i terapi, som er vag eller siger flere ting på én gang. En person, der er svær at mærke og dermed tolke på, og hvor jeg kan sidde tilbage med en følelse af, at personen ville give sig som et stykke candyfloss eller en sky, hvis jeg trykkede på dem.

Det handler altid om beskyttelse, og som psykolog har jeg stor empati med det. 

 

 

Derimod er flyffy-syndromet noget, jeg har det svært med i nære, private relationer, særligt parforhold. Jeg er en ret tydelig og til tider stædig person, så jeg tiltrækkes af mennesker, der også tager plads – selv hvis de er uenige med mig. Jeg tiltrækkes af tydelighed og ikke af fluffyness.

Jeg har haft parforhold, som til sidst er gået i vasken, fordi jeg følte, min kæreste havde forvandlet sig fra et levende, udtryksfuldt menneske til en grå candyfloss, der hele tiden spurgte om min mening, eller gav udtryk for noget, for derefter at trække det i sig. På mig virker det utilregneligt, selvom jeg ved, at det er en ubevidst forsvarsmekanisme. Jeg ved også, at jeg har en andel i, at den anden person forvandler sig til fluffy candyfloss, nemlig at jeg kan være ret dominerende og sort/hvid. Det skaber ikke altid det mest favnende, “du kan sige hvad som helst til mig”-miljø. Skyldig. 

Min pointe er, uanset hvem der har skyld eller ikke skyld, at annullering kan være ansvarsfralæggende og underdanigt, hvis det benyttes i høj grad. Idet ligeværdighed er et af de vigtigste elementer i mange parforhold, kan annullering skabe problemer.

 

 

Annullering kan minde om fornægtelse, som er en primitiv forsvarsmekanisme, men jeg vurderer trods det annullering som en moden forsvarsmekanisme. Den kræver, at personen ved, hvad h*n føler og mener om noget, at h*n formår at “mærke stemningen” og derefter ændre standpunkt for at beskytte sig selv. Personen vil ofte selv efterfølgende være bevidst om, at fænomenet fandt sted, og der er derfor en grad af refleksion og bevidsthed om egne ubehagelige følelser, som sjældent ses i de mere primitive forsvarsmekanismer.

 

 

Annullering i tale

Eksempler på annullering kan fx være:

A: “Det er irriterende, du er så vred i dag! Gider du tænke på, hvordan det føles for mig?”

B: “Jeg er ikke vred. Jeg har lige fået en sms om, at min barndomsven har fået kræft”

A: “Åh! Nej, jeg mente heller ikke, du var vred, bare… ej, det er jeg så ked af, hvad har du brug for?” (hensigtsmæssig annullering)

 

A: “Jeg synes virkelig, at dødsdom skal vedtages i Danmark!”

B: “Det synes jeg slet ikke. Så er vi jo ikke bedre end forbryderen selv, og hvad med alle de uskyldig dømte, der risikerer henrettelse?”

A: “Ja.. Ja. Du har ret, det er så forkert, hvordan mange er uskyldigt dømte. Ja, dødsdom skal vi ikke have her i DK!” (uhensigtsmæssig annullering*)

 

 

Annullering i adfærden

Annullering kan også sagtens vise sig i adfærd, hvor en person via handling “udglatter” noget. Det kan være vredesudbrud, der efterfølges af søde ord, skænderiet, der efterfølges af blomster, irritationen, der efterfølges af overdreven venlighed.

Mange velgørenhedsorganisationer kan højst sandsynligvis også takke forsvarsmekanismen for en stor del af deres indtægter.

 

Overordnet er der ikke noget galt i at annullere. Det handler om graden af det.

Det er kun positivt og prosocialt at have antennerne ude i forhold til, hvordan man tages imod, og om folk omkring en er accepterende og rummende. Det kan være ganske fornuftigt at beskytte sig selv og ikke brage ud med holdninger, hvis man er på usikker grund. Det er også de færreste, der ville tage første skridt ud på en frossen sø med et ordentligt tramp. Tværtimod ville de let tappe på isen først for at se, om den holder.

Annullering kan dog i overdreven grad være uhensigtsmæssig, fluffy, og med egne ord og fuldstændig for egen regning, skide irriterende.

 

 

Du kan læse mere om forsvarsmekanismer her.

 

Mia N

 

*Jeg vurderer, at annulleringen uhensigtsmæssig, ikke fordi person A ændrer mening, men fordi det synes at være styret af “behagesyge” mere end oprigtig refleksion og ændring af holdning

DEL

Del på facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Mia N

Psykolog, bonderøv og amatørblogger

Jeg hedder Mia, er 34 år og oprindeligt nordjyde fra Hjallerup og Aalborg. Jeg bor nu på Nørrebro i Købehavn på tredje år med mine to marsvin og ca. 60 planter og elsker det. Jeg er uddannet psykolog og arbejder i psykiatrien. 

Her deler jeg de ting, der optager mig, og som gør mig glad.

Mia N

jeres favoritter
Udforsk
Støt planteværk (reklamelinks)

miasplantevaerk@hotmail.com

søg på bloggen