At tale om et problem og søge hjælp til det for bare at afvise det som utilstrækkeligt

“Duer ikke – næste!”

Hjælp-afvisende klage er en af de mere old school psykoanalytiske forsvarsmekanismer, som vi ikke hører om så tit, i hvert fald ikke under dette navn. Til gengæld hører vi tit om den under et andet navn, fx “offerrolle”, “brok”, “aldrig tilfreds” osv. Forsvarsmekanismen handler nemlig om, at en person hele tiden taler om et problem og beder om hjælp til det, men aldrig vurderer, at hjælpen er tilstrækkelig. Personen får dermed gjort opmærksom på sin position som offer, samtidig med at h*n kan devaluere* andre og aldrig komme ud af denne position. Den foreslåede hjælp eller støtte vurderes ikke god nok, og dermed kan personen ubevidst fraskrive sig ansvar for forandring.

I hjælp-afvisende klage er den ubehagelige følelse, som personen forsøger at undgå, ofte vrede og sorg grundet en overbevisning om, at ingen vil tilfredsstille personens oplevede behov. Personen afviser hjælpen ved at vurdere denne utilfredsstillende og devaluerer dermed den anden med en slags passiv aggression. Kort tid efter kører dog samme tirade om det uløselige problem, og der bedes om mere/andet hjælp (og opmærksomhed). Behovet for hjælp er ofte ganske validt, idet personen ofte ér i en vanskelig livssituation, men fokus rettes på afvisningen af den hjælpende person fremfor problemløsning i sig selv.

Derudover er den aktuelle udfordrende situation ofte kun et symptom på et dybereliggende problem –  den grundlæggende overbevisning om, at personen ikke er noget værd, og at andre ikke vil hjælpe og ikke kan regnes med.

Mekanismen er af primitiv (fremfor moden) karakter, da der er et stort element af både benægtelse og devaluering. Personen, der hjælp-afviser er sjældent bevidst om, at h*n gør det, og hvilken frustration og følelse af afvisning, det kan udløse hos den anden.

Hjælp afvisende klage minder om flere andre forsvarsmekanismer, herunder fx passiv aggression, men den adskiller sig samtidig herfra, da personen ved passiv aggression sjældent direkte udtrykker sit ønske eller behov. Passiv aggression føles mere som angreb eller stikpiller, hvorimod hjælp-afvisende klage indledningsvist fornemmes som et reelt ønske om hjælp, og frustrationen hos den modtagende part opstår først, når alle forsøg på hjælp afvises.  Ved passiv aggression kan de fleste hurtigt fornemme den underliggende utilfredshed eller vrede, og de får dermed lyst til at gengælde aggressionen, ikke at opfylde de vage behov.

Hjælp- afvisende klage har, som skrevet, et element af devaluering, men det viser sig på en gradvis og mere “snigende” måde.

Indledningsvis, når personen omtaler sit problem, vil den modtagne part ofte have lyst til at hjælpe, særligt fordi omfanget af problemet i hans/hendes ører ikke virker særligt stort.  Ved klassisk devaluering udtrykkes negative, nedværdigende kommentarer med henblik på at hive den anden ned, hvorimod der ved hjælp-afvisende klage er et stort ønske om at knytte sig til den, man beder om hjælpen fra. Der er altså et underliggende ønske om at være forbundet med andre mennesker og få betalt sine “ubetalte regninger” ift., at andre ikke kan stoles på.

Personen ender dog med at anvende hjælp-afvisende klage og dermed devaluering for at afvise den anden, da overbevisningen er, at behovene alligevel ikke kan opfyldes, og hjælpen kan lige så godt afvises på forhånd.

Eksempel på hjælp-afvisende klage

En person A nævner det samme problem igen og igen og efterspørger hjælp og vejledning. A fremstår oprigtigt forpint af situationen. Person B giver et råd eller forslag til problemløsning, men person A har tendens til at sige: “ja, men…”, eller “du forstår ikke” og afviser hele tiden rådene. Personen A virker overbevist om, at problemet er uløseligt, mens det for person B ser ganske let løseligt ud. Det fremstår uklart for person B, hvorfor person A er så utrøstelig og bliver ved med at tale om problemet, efterspørge hjælp, og på samme tid hele tiden have grunde til at afvise den. Snart vil person B føle både irritation over afvisningen og manglende omsorg for person A.

Hjælp-afvisende klage i hverdagen

Alle mennesker har en naturlig tendens til at fokusere på problemer og gøre opmærksom på dem, med andre ord at brokke sig. Oftest er funktionen af brok en ventil, hvor vi oplever lettelse ved at “lukke noget ud”. Nogle gange vil vi gerne have hjælp til løsninger, andre gange vil vi gerne bare ventilere. Det kan i sidstnævnte situation være frustrerende for den hjælp-afvisende person at få råd fra den anden, da det egentligt ikke er det, h*an (mellem linjerne) efterspørger. Personen efterspørger måske omsorg, sympati og bekræftelse i, at de er i en uløselig situation, som de ikke kan gøre noget ved. Forslag på problemløsning fra den anden person kan føles som om, at personen ikke forstår omfanget af lidelsen.

Et klassisk eksempel er, at konen fortæller om en rigtig svær situation på arbejde, som har gjort hende meget vred eller ked af det. Manden siger straks: “men kan du ikke ringe til HR og… og så kan du… og det er jo bare…” i forsøget på at løse situationen. Kvinden havde egentligt mest brug for, at manden svarede: “hold op, det lyder svært. Jeg vil gerne lytte.”

Det er normalt at ventilere, brokke sig og ønske, at andre bare lytter, men det er vigtigt at være opmærksom på graden af “brok” og følelsen af, at noget er uløseligt. Det er det sjældent, og det kan være et udtryk for en fastlåsthed i personen, som er mere psykisk, end den er reel fysisk.

Hjælp-afvisende klage er en forsvarsmekanisme, som meget let skubber folk fra sig, og den kan dermed, som ved mange forsvarsmekanismer, ende med at opretholde den overbevisning, der flygtes fra til at starte med: at ingen kan forstå og har lyst til at hjælpe personen.

Det er samme funktion, når en person er i et dårligt parforhold og hele tiden brokker sig over sin partner, men aldrig går fra hende/ham. De nære relationer kan til sidst få behov for at trække sig, da den manglende handling bliver overvældende og irriterende.

Behandling kan bestå i gentagne gange at gøre opmærksom på, at personen hele tiden drager opmærksomhed mod dette problem, spørger om hjælp, men alligevel afviser den.

Jeg har mange gange måttet sige til patienter, at jeg sidder og prøver at vejlede og rådgive personen, men jeg oplever, at intet er godt nok, og jeg bliver derfor i tvivl om, om jeg overhovedet kan (eller måske har lyst til) at hjælpe vedkommende. Elementet af mulig afvisning i den respons kan få den hjælp-afvisende person til at indse omfanget af forsvarsmekanismen. Personen har ikke lyst til, at relationer brydes og længes efter at blive forstået, så at påpege det uhensigtsmæssige (utiltalende, irriterende) ved adfærden kan nogle gange mindske selvsamme. Det kræver dog, at personen har en grad af indsigt og refleksion. Nogle har ikke og sidder meget fastgroet i det hjælp-afvisende “offer”-mønster. Her kan løsningen på sigt være at trække sig for at beskytte sig mod devalueringen.

Det er, som altid, vigtigt at huske på, at bag den uhensigtsmæssige adfærd ligger der et ønske om accept og omsorg, som vi alle har, og at personen sjældent er bevidst om sit mønster.  Mekanismen er startet som selvbeskyttelse, men er endt med at være uhensigtsmæssig.

Du kan læse mere om forsvarsmekanismer her.

Mia N

* devaluere: se og påpege fejl og svagheder hos andre, enten direkte eller indirekte.