At indtage et tidligere psykologisk udviklingstrin

I psykologien tales der ofte om ”det indre barn”: at vi alle har et indre (svigtet) barn inde i os, at vi kan/skal være medfølende med det. Jeg bruger også ind i mellem selv den vending i forhold til triggere. At alle har nogle ømme punkter, som skaber psykisk smerte, når de rammes. Det gør de, fordi det aktiverer en tidligere smerte – måske barnets smerte.

I det begreb bruges ”barnet” som en metafor for tidlig smerte, men der findes også en forsvarsmekanisme, der gør brug af det at (i en eller anden grad) at indtage barnets rolle.

Når en person har regression som forsvarsmekanisme, og h*n regredierer, betyder det, at der indtages en mere umoden rolle eller et tidligere psykologisk udviklingsniveau. Et konkret eksempel kan være, hvis en voksen person efter et traume sidder og rokker frem og tilbage og holder om sig selv – en trøstemekanisme, som helt små børn benytter sig af. Voksne kan blive passive, hjælpeløse, uvidende og dermed være afhængig af andres hjælp.

Regression er defineret som en moden forsvarsmekanisme. Jeg vil personligt mene, at den kan kaldes både umoden og moden. Moden, når det er i en mild grad, og en person fx opfører sig lidt mere hjælpeløst, end h*n er, for at få hjælp i en situation. Det er socialt acceptabel adfærd, som personen ofte er bevidst om. Umoden hvis der er tale om regression på en mere dissociativ måde, hvor personen som følge af traumebelastning ubevidst flygter fra situationen og tilbage i et mere trygt og samtidig passivt udviklingsstadie.

Funktionen bag regression er at nægte fakta, undgå at se noget i øjnene og/eller være ansvarsfralæggende. Det kan måske lyde voldsomt, men det er egentligt det, vi alle i en eller anden grad gør, når vi sørger eller går i chok. Vi overvældes af følelser og bliver handlingslammede. Nogle bliver meget pragmatiske og problemløsende, men det er oftest kun på ét område, fx planlæggelse af begravelse ved et dødsfald.

Ved regression signalerer personen via kropssprog og tale, at h*n ikke har kapaciteten til at forholde sig til aktuelle begivenheder og/eller ubehagelige følelser. Regression kan dermed være i familie med benægtelse. Når andre opfanger disse signaler, vil de føle sig appelleret til ikke at presse den person.

Regression er, som alle andre forsvar, en måde at overleve på.

Mennesket er flokdyr, og ved at vise underlegenhed i en gruppe, positionerer man sig i en rolle, der ikke kan holdes til ansvar i høj grad. Tværtimod bliver man i den rolle beskyttet og kan dermed koncentrere sig om (lade andre arbejde for) ens overlevelse.

Effektiv regression i hverdagen

Som tidligere nævnt kan regression fx ses, når en person beder om hjælp og gør sig lidt mere hjælpeløs, end h*n er, fx også ved udtrykket ”krokodilletårer”. Det kan umiddelbart lyde manipulerende, men det kan også være en ganske tilpasningsdygtig strategi. Jeg kender selv, at det kan være svært at få hjælp, fordi jeg ofte signalerer styrke og fasthed. Her ville der være større chance for, at nogen hjalp mig, hvis mit kropssprog også signalerede behovet for hjælp.

En form for regression kan også ses, når en person fordyber sig i kreativitet, seksualitet og leg. Et eksempel som ecstatic dance kan også være et udtryk for regression. Da jeg var til det i Bali, var folk i hvert fald mere dyr, end de var mennesker (og det var fedt!).

Dysfunktionel regression

Regression som forsvar bliver dysfunktionelt, når det overdrives, og det ikke får den ønskede respons fra andre. Overdreven hjælpeløshed eller umodenhed vil ofte skabe afsky og afstand hos andre fremfor hjælp. Det kan endda få andre til at miste deres empati og i stedet for at mindske pres på vedkommende, så øge det: ”tag dig nu sammen!”.

Regression kan derfor være en mekanisme til på den ene side at skabe empati, egenomsorg og bånd mellem mennesker – og på den anden side skabe foragt og afstand. Det hele afhænger af graden af mekanismen.

Nu vil jeg regrediere med min Nintendo og syrligt børneslik.

Mia N

Du kan læse mere om forsvarsmekanismer her.