Splitting: sort/hvid tænkning eller den manglende evne til at se flere egenskaber, gode som dårlige, ved en anden person

Når du inddeler personer eller genstande i 100% gode eller 100% dårlige

I har på min Instagram stemt, at næste forsvarsmekanisme, jeg skulle skrive om, er splitting. Det har taget lidt tid, da jeg har holdt ferie, men nu er indlægget endelig klar. 

Splitting er en primitiv forsvarsmekanisme, der let kan blive dysfunktionel – særligt for de pårørende. I mekanismen forsvares der, ligesom ved alle andre forsvarsmekanismer, mod ubehag og uønskede følelser, ved at inddele både personer og genstande mv. i enten godt eller dårligt, sort eller hvidt.

Et eksempel kan være, at et barn vurderer sin far som 100% svigtende og inkompetent, og sin mor som 100% god og omsorgsfuld. Realiteten er sjældent sådan, men barnet kan have haft brug for, at der i hvert fald var én god forælder, og at den anden derfor blev syndebukken for det hele. Det er en ubevidst proces og derfor ikke noget, vi selv vælger at gøre.

Splitting er en primitiv forsvarsmekanisme, da en uønsket del (følelse mv.) af personen fraspaltes på et ubevidst plan. Hvis mor svigter, så benægtes det ubevidst, fordi mor er i god-kassen, men hvis far gør det, så er det endnu en bekræftelse af, at han er uduelig, fordi han er i ond-kassen.

Splitting er igen en forsvarsmekanisme, som vi alle benytter os af i større eller mindre grad. Den er, og især har været, nødvendig for os. Dens vigtigste og oprindelige funktion er nemlig: overlevelse.

Vi er nødt til som helt nyfødte lynhurtigt at finde ud af, at mor = bryst = mælk = godt, og at fraværende mor = ingen bryst = ingen mælk = skidt. Noget af det første, vi kan som mennesker, er altså at splitte, og det er den måde, vi overlever på. Som voksne, når vi er mere nuancerede generelt, splitter vi igen, når vi bliver meget psykisk pressede. Jeg plejer at bruge et eksempel med en løve.

Hvis vi stod ude på en savanne, alene, og der stod en sulten og aggressiv løve foran os, så er det ikke effektivt, at vi tænker nuanceret eller i mange farver (modsat sort/hvid). Hvis vi stopper op foran løven og tænker: ”Nej, se, en løve. Hvor kommer løver egentligt fra? Hvor gammel er den mon? Sikke en manke. Den vil mig nok ikke noget. Den er nok godhjertet inderst inde. Måske er den bare stresset.” – så bliver vi spist imens. Det er livsnødvendigt for os, at vi i stedet tænker: ”løve? Skidt, løb!”.

Problemet med splitting er, som med alle andre psykologiske forsvarsmekanismer, når det bruges overdrevent, og når personen IKKE er i fare. Hvor tit er vi mennesker egentligt i fare på savanne-løve-måden i dag?

Dysfunktionel splitting

De fleste, der kender sort/hvid-tænkende personer, har mærket ubehaget ved det. At man enten er god eller dårlig, at man kan gøre noget rigtigt eller forkert, at man skal gå på æggeskaller for ikke at ryge i ”forkert-kassen”. Splitting følges særligt med sensitive mennesker, og i diagnosen emotionel ustabil personlighedsstruktur (borderline) er den den dominerende psykologiske mekanisme. Sensitive mennesker kan føle så intenst, at det skaber voldsom psykologisk smerte, og her vil splitting – eller overlevelsesmekanismen – igen gå i gang. Du oplever voldsom smerte ved, at din kæreste kom for sent hjem? Find alle fejl i ham overhovedet og se, at han er 100% dårlig. Så kan du droppe ham og dermed undslippe smerten. Clean cut, du er fri.

Indtil du indser, du muligvis har handlet overilet og derefter skal slås med skamfuldheden. Dermed kan splitting være meget smertefuld, selvom det oprindelige formål var beskyttelse og overlevelse.  

Splitting kan også ses i bias og fordomme. Endda i lavt selvværd, som ifølge nogle psykologiske teorier også er en fordom mod sig selv. Hvis man føler sig mindre værd, grim, uduelig, så er man åben overfor alle de cues, der bekræfter det, og lukket overfor alle dem, der modbeviser det. Man kan nærmest ikke engang høre de sidstnævnte, for der er splitting-skyklapper på.

Dysfunktionel splitting kommer altid af en meget stor smerte, og det er vigtigt at huske på. Mennesker, der splitter meget, kan skabe meget smerte hos andre, men det er ikke deres intention. Den er, ubevidst, at skabe mindre smerte hos sig selv, og det er jo ”bare” det, vi alle sammen prøver på.

Nedenstående afsnit er fra mit speciale (2013) og beskriver både splittingens effektive og dysfunktionelle elementer:

”Splitting forstås generelt som en følelsesmæssig spaltning i godt og ondt, hvor modstridende aspekter af den intrapsykiske erfaring holdes adskilt (Gabbard, 1994). Mekanismen opstår som en normal del af udviklingen, og mekanismen er nødvendig i spædbarnets emotionelle overlevelse de første par måneder, da det skal adskille det gode fra det onde. Dette gøres for at bevare positive oplevelser ”uden besmudsning af deres negative modparter” (ibid), hvorefter det gode objekt kan internaliseres. Spædbarnets forhold til den primære omsorgsperson, moderen, vil derfor være udgangspunkt for prototypen på al splitting, da det er her, de første positive (og negative) oplevelser stammer fra.

De gode og onde delobjekter vil herefter samles til hele objekter, men hvis denne udvikling slår fejl, kan splitting som en defensiv mekanisme opretholdes (pkt. 16.3.2, den fejlslagne udvikling). Trods splittingens originale formål er at bringe orden i barnets tidlige, kaotiske erfaring, vil den blive patologisk, hvis den opretholdes. Dette sker, idet processen med at samle objekter og dermed opnå øget nuancering og realitetssans forsinkes eller udebliver (ibid.). Splitting giver sig dermed udtryk i:

1. modstridende adfærd og holdninger
2. rigid kategorisering af mennesker som helt igennem gode eller helt igennem onde
3. modstridende selvrepræsentationer, der veksler fra dag til dag eller endda time til time (ibid.)”

Eksempler fra eget liv

Jeg kan huske flere tydelige eksempler fra mit eget liv, hvor jeg har lagt mærke til, at jeg har splittet. Jeg har måttet bryde med et familiemedlem, fordi personens handlinger var sårende og egoistiske, og det var naturligvis meget smertefuldt for mig. For at retfærdiggøre beslutningen overfor mig selv om at bryde med personen, fokuserede jeg på mine grunde: at personen havde gjort x og x, og at det havde været så og så svært for mig. Man kan sige, at jeg splittede ved at sætte personen i udelukkende ”dårligt menneske”-kategorien. Det var nødvendigt for at kunne træffe beslutningen, og jeg fortryder det ikke. En af de sidste gange, jeg så personen, hvor jeg vidste, at jeg ville bryde, men h*n ikke vidste det, havde personen lavet kage til mig. En kage, jeg elskede. En kage, der viste, at personen kendte mig godt – og det var forfærdeligt for mig. Da jeg efterfølgende gik hjem, var jeg ked af det, og jeg kunne ikke forstå hvorfor. Når personen endelig gjorde noget omsorgsfuldt for mig, burde jeg være glad, ikke omvendt. Indtil det gik op for mig, at den søde gestus havde lavet nuancer i 100% dårligt menneske-kassen, og så fik jeg kvaler ved min beslutning og mærkede pludselig alt det ubehag, jeg havde forsøgt at reducere ved at træffe beslutningen om at bryde.

Det er lidt en film-kliche, at en person vil slå op med sin kæreste, men kæresten kommer hjem med en buket blomster og en undskyldning, og så kan personen ikke få sig til det alligevel. Det er ikke blot, fordi personen er en sucker. Det er også, fordi det forstyrrer splittingens rene opdeling, det clean cut. Tvivl er ubehageligt for os og ikke effektivt i forhold til at træffe beslutninger.

Splitting, som kan være gavnlig (i en periode)

Generelt er splitting sjældent hensigtsmæssig for et velfungerende liv, da vi har brug for nuancer for at begå os – tænke kritisk, reflektere, analysere, forstå andre – men for mange har den været livsnødvendig i en periode af deres liv. Hvis begge barnets forældre har været inkompetente, men faren har været lidt mindre end moren, så kan det være effektivt, at faren bliver den gode, og moren den onde, for så er der da ét godt objekt. Barnet får oplevelsen af at kunne skelne mellem godt og dårligt, og at der findes godt i denne verden. Også selvom det gode er helt gennemhullet af dårligdom.

Hvis du kender en, der har oplevet meget svigt, kan du ofte takke splitting for, at h*n har overlevet det.

Splitting er dermed en alvorlig og oftest dysfunktionel forsvarsmekanisme, men igen en, som vi alle benytter os af i mindre grad. Den kan skabe smerte for alle parter, men den har også gjort, at der er blevet overlevet. Lige så stille som personen bliver mere tryg i verden og oplever, at mennesker godt kan være både og ikke kun enten/eller, vil splittingen formindskes. Ofte vil der dog skulle behandling/terapi til for at hjælpe med processen.

Mia N

Du kan læse mere om forsvarsmekanismer her.