Om rejselykke, egoistiske behov og mærkelig mave

I 2014 tog jeg afsted på min første solorejse til Thailand.

Jeg havde rejst mange gange før med veninder og kærester, og de havde alle været rigtig gode rejsemakkere. Jeg har fantastiske minder fra de rejser. Jeg havde samtidigt et stort behov for at være alene og koble helt af og/eller fordybe mig i en oplevelse for mig selv eller bare sidde i ro og skrive dagbog.

Som introvert er det hårdt at være sammen med mennesker hele tiden, og jeg syntes også – og synes stadig – at det var vanskeligt, at hvis min rejsemakker havde en svær dag, så blev min dag også svær. Hvis jeg var glad og elskede den voldsomme tropiske regn i Thailand, men min rejsemakker var ”træt af lortevejret”, så farvede det min oplevelse. Det ville være lidt dårlig stil af mig at have vildt optur over noget, som min makker havde nedtur over.

Jeg kan høre, at det lyder temmelig egoistisk: at være træt af, at andres følelser påvirker ens egne, men mine rejser har altid været mit frirum fra at blive påvirket af andres følelser. Det kan du læse mere om i indlægget At hoppe ud af hamsterhjulet. Jeg beskæftiger mig med andres følelser hele tiden, og det kan nogle gange føles som en stopklods, hvis jeg også skal gøre det på mine rejser.

Andet, jeg også længtes efter at gøre alene, var at meditere, fotografere og tale med fremmede mennesker. Jeg elsker de interaktioner, man har med andre mennesker fra alle verdenshjørner på en rejse. De små tidslommer, hvor man i et kort øjeblik er meget tæt på en fremmed person i en samtale, mens man ved, at man aldrig ser dem igen. At vi bare lige deler dette øjeblik, filterløst, og så går hver vores vej. Det kan handle om en anbefaling af et buddhistisk tempel eller bare at hjælpe nogen med at fange en tuk tuk (Thailandsk taxi), fordi de er ved at komme for sent i lufthavnen.

Mit hotel på Koh Tao var et af de smukkeste, jeg har boet på

I 2014-2015 arbejdede jeg på et misbrugscenter og værested med indbygget metadonklinik. Det var et barskt job, og jeg havde stressymptomer. Det var et barselsvikariat, og da det udløb, blev jeg tilbudt at blive fastansat. Det ville jeg ikke. Jeg mærkede den vanlige udlængsel, særligt efter Asien, som jeg elsker højt. Min vanlige rejsebuddy var blevet mor og kunne derfor ikke rejse, og jeg overvejede kort, hvem jeg ellers skulle invitere med. Det gik ret hurtigt op for mig, at der ikke var nogen, jeg havde lyst til at have med for at forbedre min rejseoplevelse. Jeg overvejede mere at invitere nogen med, fordi ”det gør man”, eller ”man rejser da ikke alene”.

Jeg opdagede heldigvis hurtigt, hvad der drev mig, idet jeg har allergi overfor ”jeg burde”- eller ”man kan da ikke”-tanker. Jeg slår ud og bliver Rasmus Modsat. Jeg burde ingenting!

Derfor besluttede jeg mig for at rejse alene, og så snart beslutningen var truffet, var det faktisk en lettelse. Jeg bestilte flybilletter tur/retur og de første overnatninger på et hotel i Bangkok og efterfølgende på øen Koh Tao. Resten ville jeg tage hen ad vejen. Jeg skulle være afsted i en måned, og nedtællingen gik i gang. Nedtællingen og forventningens glæde er noget af det bedste!

Jeg pakkede alt for meget. Jeg tror nærmest, jeg pakkede 18kg. Det er ubegribeligt for mig nu, hvor jeg kan rejse med 6 kg til 6 mdr. Hvad i alverden havde jeg med, et flygel? Men jeg fortryder det ikke, for det var garanteret med til at give mig lidt sikkerhed, når jeg rejste alene. Der var færre ting, jeg skulle på jagt efter alene, hvis jeg manglede det. Og det ér da svært at skaffe et flygel i Bangkok.

Pineapple shake

I toget på vej fra Aalborg til København, hvor jeg skulle flyve fra, kan jeg huske, at jeg følte mig lidt usikker. Lidt som første gang jeg var alene i biografen. Kunne man se på mig, at jeg rejste alene? Ville folk tro, jeg ikke havde nogen venner?

Så snart jeg gik rundt i Kastrup lufthavn, forsvandt den følelse, og rejselykken begyndte allerede at indtage mig. Tebollen til 400kr smagte bedre, fordi jeg var på vej ud at rejse.  Danskvanden til 700kr smagte bedre, fordi jeg var på vej ud at rejse. Min lur op ad en pæl og efterfølgende udskamning af en ansat var mindre slem, fordi jeg var på vej ud at rejse!

Da jeg landede i Bangkok, fik jeg min elskede lussing af høj luftfugtighed og smog i hovedet, og stemmen over højtaleren sagde, som på mine tidligere rejser, ”King of the Rock” (hun siger egentligt ”End of the Road”, men thai-engelsk kan være svært at tyde). Jeg tog en dyb indånding med et medfølgende glædessuk. Jeg var fremme.

Udsigten fra Johannas lejlighed

Jeg havde forudbestilt 2-3 overnatninger på et budget hotel i Bangkok, som jeg havde boet på tidligere med en veninde. Det var trygt og rart, og de har god morgenmadsbuffet, som er det vigtigste på alle rejser i verden, let’s be honest.

Jetlag ramte mig værre, da jeg var alene. Jeg havde ikke nogen til at aflede mig fra, hvor dødtræt og rundtosset jeg var efter sammenlagt et døgns rejse og en tidsforskel på 6 timer. Jeg fik en flere timer lang lur, og da jeg vågnede, begyndte min opdagelse af Bangkok alene. Hvilket naturligvis førte mig til Boots (engelsk Matas), hvor jeg væltede mig i billige skønhedsprodukter… og fik diarré.

Jeg har et fast rejseritual, som jeg aldrig har bedt om: jeg står i Boots med kurven fuld af hårkure til 3kr, og pludselig vender min mave vrangen ud på sig selv, og jeg får det virkelig dårligt og skal finde et toilet. Det er nok, fordi jeg næsten altid får en coconut eller pineapple shake, når jeg ankommer til den gamle bydel. Der er nok så mange uvante bakterier (numsebakterier) i, at maven får sig et chok. Nu skal den vænne sig til Asien.

Jeg har lært at holde af denne oplevelse. Den viser, at jeg er fremme. Og at jeg skal tage Paraghurt.

Jeg rejste rundt i Thailand og var i hhv. Bangkok, Chiang Mai, Phuket, Phi Phi og Koh Tao. Der var ofte mennesker, der henvendte sig til mig og startede samtaler med mig, men jeg var temmelig lukket i starten. Det skulle være min rejse, og den handlede ikke om at få venskaber. Hurtigt gik det heldigvis op for mig, at venskaber med andre rejsende er noget af det bedste ved at rejse alene, og da jeg har et ansigt, der inviterer til samtale, er det vigtigt at omfavne.  

På Koh Tao mødte jeg parret Lauren og Dom fra New Jersey, og Lauren, der boede i Bangkok i en periode, viste mig senere de bedste spisesteder aka madboder i Bangkoks gader. Vi kørte på scootere ved siden af hinanden alle 3 og grinede og delte rejseanekdoter. Vi delte terasse på hotellet på Koh Tao, og når jeg skulle steder hen, sad de ofte udenfor og røg. De var så søde, sjove og trygge for mig. Jeg har senere rejst med dem i New York, hvor de har taget mig hen til fantastiske pizza- og gelatosteder, og vi har diskuteret Trump på en diner kl. 2 om natten.

Lauren. Dom og jeg i Bangkok

Jeg mødte også finneren Johanna, som jeg endte med at bo hos i noget tid. Hun arbejdede i en dive shop som snorkleguide. Når hun var på arbejde, kunne jeg være på eventyr alene, og om aftenen tog vi ud at spise sammen. Hun havde ingen aircondition og kun koldt vand, så vi  skiftevis svedte og frøs, og vi blev angrebet af myrer og en enorm edderkop, der boede ude i hendes brusekabine, men vi elskede det. Johanna arbejdede med en estlænding… estlander… ester, som jeg var på flere dates med. Han var sød, sjov og smuk og kørte mig på motorcykel gennem øen i regnvejr. Ja, virkelig. Jeg har aldrig følt mig mere Dirty Dancing-agtig. Indtil jeg kyssede ham på sidste date, og han stod som forstenet og ikke gengældte kysset. Der havde jeg aldrig følt mig mere 40 year old virgin-agtig. Jeg mener også, han sagde tak på samme måde, som en lille dreng takker sin mormor for hjemmestrikkede sokker, når han egentligt ønskede sig en Playstation. 

Jeg kørte hjem fra daten på min scooter i regnvejr og grinede, fordi jeg var kikset, men modig. Han viste mig en fantastisk strand, spisesteder og beach bars, og det vil jeg altid huske.

Min første oplevelse med en selfiestick og Johanna og jeg på hendes scooter på Koh Tao

I Asien er det ret almindeligt at backpacke alene, og derfor havde jeg ikke ret mange oplevelser med at føle mig forkert eller ensom. Der var dog én, som jeg husker tydeligt. Jeg var i Patong i Phuket og sad på en strand og var trist. Det skyldtes nok de førnævnte stresssymptomer, eller bare at jeg var et menneske, og alle kan have en dårlig dag. Jeg havde brug for at komme lidt ud af mit hoved og besluttede mig derfor meget spontant for at parasaile (at ”flyve” i en slags faldskærm efter en båd, der sejler hurtigt på vandet). Mystisk beslutning, idet jeg er både højdeskræk og vandskræk, men det var det fedeste, og jeg følte mig så fri. Jeg kom godt ud af det med de 4 Thailandske fyre, der havde den lille event biks, og mens jeg var oppe at flyve, tog de en masse virkelig grimme selfies af sig selv på mit kamera, som jeg først opdagede senere. De havde haft en fest med det kamera.

Om aftenen var jeg stadig høj på oplevelsen, og jeg tog ud at spise med mig selv. Det øjeblik er nok det mest tricky ved at rejse alene, og det tager tid at vænne sig til at sidde dér på en restaurant uden at føle sig fravalgt og alene. Jeg tænker slet ikke over det nu, men dengang havde jeg altid en bog med, som jeg kunne læse, mens jeg spiste, så jeg så lidt ”jeg har travlt med at læse og har slet ikke TID til at spise med andre mennesker”-agtig ud.

Jeg ville forkæle mig selv, fordi jeg havde parasailet, så jeg ville have kæmpe tigerrejer (jeg var ikke vegetar endnu). Jeg bestilte ”tiger prawns” ved en meget ung thailandsk tjenerinde, og hun kunne ikke forstå, hvad jeg sagde. ”Tiger prawn… for one?”. Jeg svarede ja, og hun slog en kæmpe skinger latter op.

”Tiger Prawn only you? Noooo. No. You alone, miss. Tiger Prawn family or couple. Not you. You alone. Hahahahaha. Noooooo”.

Jeg blev lige så varm som Tom Yum suppe af skam lige der. Må man ikke få tigerrejer, fordi man er alene? Jeg endte med at rejse mig og gå hjem uden at få aftensmad. En helt ny slags walk of shame. Den thailandske variant kaldet No tiger prawn walk of shame.

Den gav mig et hak i selvtilliden, men jeg kom mig dagen efter og fortsatte min rejse.

Smukke Sairee Beach på Koh Tao

Jeg fik aldrig de tigerrejer, men jeg fik så mange eventyr, venskaber, solskoldninger, fantastiske thairetter og fake Nike sko. Jeg slap også af med stresssymptomerne og vendte gladere hjem til Danmark. Vigtigst af alt, så fik jeg en erfaring i, at det er fantastisk at rejse alene, og at det er givende på en anden måde, end når man rejser med andre. Man er mere åben for nye indtryk og nye mennesker, fordi man ikke har det anker, der er i at have en rejsemakker. Man lærer, at man kan klare alt alene.

Selv diarré i Boots.

Mia N