Planter og alt det andet "værk",
der interesserer mig

Mine favorit loppemarkeder i København

København er genbrugets mekka, og der er utallige fede loppemarkeder med vintagetøj!

 

Noget af det bedste ved at bo i København, hvis man er til genbrug og vintagetøj, er loppemarkederne! Der er SÅ mange, og de er der næsten hver weekend.

Derudover er priserne fantastiske. Jeg var ret overrasket over, at de er meget lavere her end hjemme i Nordjylland (er min erfaring). Alt er ellers dyrere i København, men jeg tror, der er en meget større genbrugskultur (med især tøj), og det virker derfor som reglen mere end undtagelsen, at priserne skal være rimelige.

Jeg er ofte afsted på markederne, og jeg elsker det. Jeg har derfor fundet mine favoritter.

 

Mine kriterier for jeg for, at et loppemarked er godt, er: 

  • Stort udvalg (og farver)
  • Lave priser og mulighed for at prutte
  • God stemning (venlige mennesker, ikke for meget larm, ikke alt for mange mennesker)
  • At man kan betale med MobilePay (men det kan man alle vegne nu) 
  • Det skal helst være i nærheden, dvs. for mig i København. Jeg kører gerne efter et rigtig godt loppemarked, men jeg kombinerer det helst med at gå en tur på en solrig dag i weekenden. 

 

Veras Market

 

MINE FAVORITTER

Både tidspunkter og lokationer ændres ind i mellem.

 

STEFANSGADE LOPPEMARKED 

Stefansgade, Nørrebro

Søndage 10-18 (OBS! Desværre aktuelt lukket)

Når jeg skal vælge de bedste loppemarkeder i København, kan jeg ikke lade være med at tænke på Stefansgade loppemarked. Det har dog desværre har været lukket ned siden start 2020. Loppemarked blev lukket midlertidigt, da beboerne i de omkringliggende gader  var utilfredse med, at der blev efterladt affaldsposer, kasser, bøjler mv., og at standholderne ikke ryddede op efter sig. I følge loppemarkedets Facebookside arbejder de på, at få det op at stå igen. Håbet lever!

Det, der var særligt godt ved loppemarkedet, var stemningen og de lave priser.  Det er en fornøjelse at gå hele vejen ned ad denne smukke gade på Nørrebro med al sin kultur og personlighed, og på markedet var der alt fra tøj og møbler til gode hjemmelavede veganske cookies og juice. Jeg købte blandt andet min favorit lilla jumper af danseren Mie Moltke, og jeg har købt skamler til min altan. 

Da Stefansgade loppemarked desværre er lukket ned, forhåbentligt kun for en periode, går vi videre. 

 

 

VERAS MARKET UNDER BUEN

Under Buen, Frederiksberg 

Lørdage og søndage 10-16

Veras Market under Buen er det perfekte loppemarked! Veras Vintage har egne boder, hvor man altid kan købe 1 stk. (tøj, sko, tasker osv.) til 40 eller 5 stk. til 100. 

Det bedste stande er dog dem fra de mange besøgende standholdere. Jeg tror aldrig, jeg har været på markedet uden at købe noget. Der er hele Københavns farver og sjæl i det tøj, der sælges: alt fra high class mærker til en håndlavet taske fra Brasilien. Næsten alt mit tøj, som IKKE er fra Det Kollektive Klædeskab, er fra Veras Market. 

Jeg har især købt fantastiske jakker, kjoler og smykker der. Jeg kommer gerne hjem med 7 stykker tøj, 1 par sko og 3 par øreringe til 300kr i alt. Priserne er fantastiske!

Der er altid lidt god musik, en lille kaffebod god stemning. Det kan virkelig anbefales.

 

Ritas Blå Lopper

 

RITAS BLÅ LOPPER

På Knipps Kaj og Sønder Boulevard 

Lørdage og søndage 11-16 

Ritas Blå Lopper minder i udvalg og stil meget om Veras Market, og derfor står det også højt på min liste. Der er utroligt meget flot tøj, også i den dyrere ende, hvis man er til det, og folk er søde. Jeg foretrækker kun Veras over Ritas, fordi Veras er meget større, og det grundet beliggenhed er lettere for mig.

Ved Ritas har jeg over halvdelen af gangene også stået i kø, og det trækker lidt ned, men siger selvfølgelig også noget om populariteten. 

 

STUDENTERHUSET LOPPEMARKED

Ved Rundetårn

Søndage 10-15

Jeg ved faktisk ikke, hvem der arrangerer dette loppemarked, men jeg forestiller mig, at det er selve Studenterhuset, og det så er studerende, der køber sig ind på en stand. Super fedt udvalg, virkelig billige priser. Der er altid et vildt udvalg af accessories, smykker og sko. Der er dog altid alt for mange mennesker og 100 grader varmt. Bevæbn dig med tålmodighed og en Mars bar. 

 

 

TRADONO/TRENDSALES LOPPEMARKED

Israels Plads 

Søndage 10-16

Rigtig godt loppemarked i dejlige omgivelser. Jeg elsker, at man bagefter kan gå over i Torvehallerne og købe fragilité i Lauras Bakery eller sætte sig ned i Ørstedsparken.

Der er god afstand mellem standene, og derfor kan du let gå rundt og hygge dig uden at irriteret-svede som i Studenterhuset. Priserne er dog tit lidt højere end på de andre loppemarkeder, måske da det er mere kendt, har flere influencere som standholdere og dermed et lidt mere eksklusivt udvalg. 

Jeg har købt en af mine yndlingskjoler, en brun prikket sag fra Envii på Tradono marked. 

 

 

I coronatiden er det svært at sige, hvornår de forskellige loppe/vintagemarkeder helt præcist finder sted, men hold øje på Facebook under Begivenheder. 

Aktuelt er både Veras og Ritas i hvert fald at finde næsten hver weekend. 

 

Hvis du kender et godt loppemarked, hvor som helst i Danmark, så anbefal det endelig.

 

Mia N

image_print

DEL

En reaktion

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Mia N

Plantenørd, bonderøv og amatørblogger

Jeg hedder Mia, er 36 år og oprindeligt nordjyde. Jeg bor nu på Nørrebro i Købehavn på femte år med mine marsvin, kreative projekter, utallige planter, og jeg elsker det. 

Her deler jeg de ting, der optager mig, og som gør mig glad: alt fra planter og oplevelser i Danmark til gyserfilm og test af virkeligt underligt slik.

Velkommen!

Mia N

jeres favoritter
Udforsk
Støt planteværk (reklamelinks)

miasplantevaerk@hotmail.com

søg på bloggen
Søg