et bondegårdsliv i storbyen

Hvornår er det okay at sige nej?

Tanker om det ubehagelige ”nej” til det, man ikke har lyst til

 

Jeg har længe villet skrive dette indlæg, fordi det er noget af det vigtigste i mit liv: at kunne sige nej. Men jeg har haft svært ved at skrive det, fordi jeg ikke vidste, hvor jeg skulle starte, og hvor jeg ville ende. Det er et emne, som står mig nært, men også et, hvor jeg ved, jeg nok er lidt anderledes end de fleste.

Jeg arbejder hver dag med den smerte, mennesker oplever ved at sige fra – eller nærmere at føle, de IKKE kan sige fra, og jeg kender det også fra mig selv. Det er noget af det, der kan skabe flest bekymringstanker og usikkerhed. Til sidst bliver ens indre nej til et ydre ja, og det er lige så smertefuldt, fordi det skjold, der beskytter ens grænser, får en lille revne hver gang. Til sidst er revnen et stort hul.

I forsøget på at behage alle andre, ender man med slet ikke at behage sig selv.

 

 

Der er et ordsprog, som hedder ”at sige nej til andre, er at sige ja til sig selv”, som jeg forestiller mig, skal være mit livsmotto (samt ”man kan aldrig få for meget Pepsi Max” og ”folk skal lære ikke at stå i vejen på fortovene”). Men hvorfor er det så svært at sige ja til sig selv? Hvorfor er noget, som er så vigtigt for os mennesker – at passe på os selv og vores grænser – så vanskeligt?

Jeg kender ikke ret mange, der synes, det er let at sige nej, og selvom jeg mener, jeg er rigtig god til det, er det stadig ikke let. Jeg er blevet god til det, fordi der kom for mange revner i forsøget på at tilfredsstille andre. Til sidst var det et valg om enten at lære at sige nej eller måske helt at miste evnen til det. Der er kun så mange revner i det skjold, man kan tåle at gå rundt med.

Jeg har brugt mange år på at forsøge at please andre, og jeg kunne heldigvis lige så stille mærke en voksende vrede indeni mig. Jeg skriver heldigvis, fordi den vrede eller retfærdighedssans har været min drivkraft og er det stadig. Men mange har ikke den vrede, måske fordi der er nået at komme så mange revner, at man er nødt til at koncentrere sig om at trække vejret, fremfor at tage sine kampe. Hvem kan løfte en nej-sigende næve, hvis der ikke er energi til overhovedet at bevæge armen?

 

 

Når man går fra at please til at sige fra, er det både befriende, men også kaotisk. Det er følelsen af, at man åbner lidt for ventilen, og hvad nu hvis alt bobler ud, og man bliver et ubehageligt menneske, en naysayer? Jeg har gentagne gange følt, at jeg var for vred. Især fordi jeg også kan have en ret assertiv og direkte stemme, når jeg siger fra. Det siges venligt, men bestemt og uden noget mellem linjerne. Det er efterhånden fysisk umuligt for mig at pakke noget ind.

Jeg tror, at den stemme blandt andet blev dannet, da jeg som nyuddannet 26årig psykolog arbejdede som misbrugsbehandler i et kommunalt misbrugscenter og metadonklinik. Jeg sad ofte sad med indsatte fra fængsler og hjemløse, der smækkede deres blodige, fejlfixede ben op i hovedet af mig og sagde: ”ser det betændt ud?!”. Jeg elskede deres bramfrihed, og jeg gør det stadig.  Men det var også afgørende, at jeg kunne agere med autencitet og grænser og svare ”Keld, sæt det klamme ben ned, du ved godt, jeg ikke er sygeplejerske” i stedet for ”øhh, det ved jeg ikke, skal jeg lige prøve at google det i 3 timer, så jeg får senere fri?”.

Jeg startede med at ”fake it til you make it”. Spille badass, mens jeg indeni var usikker. Nogle gange spiller jeg stadig badass, når jeg skal sige fra, mens der indvendigt udspiller sig scenen fra Notting Hill, hvor Julia Roberts siger: ”I’m just a girl standing in front of a girl asking him to love her”. Udadtil har jeg solbriller på og en smøg i mundvigen, indvendigt er jeg Mia, 9 år, i en Hjallerup marked-T-shirt, der synes, mine nypermanentede krøller er pinlige og lugter af brændt gummi.

 

Én af mine langtrukne pointer er: jeg var nødt til at lære at sige fra.

Nu har jeg trænet det i 10 år, og jeg siger fra overfor alle, når der er grund til det. Mine chefer, mine familiemedlemmer, den lille nedladende tone fra kasseassistenten nede i Netto. Jeg kan huske, at jeg engang skræmte min veninde, fordi jeg på McDonalds insisterede på at få en McFlurry uden chokoladesovs, fordi det ikke stod på skiltet, at der var chokoladesovs i, og ekspedienten bare surt sagde, at sådan var det. Det med at vælge sine kampe lærte jeg først senere – eller jeg har ikke altid lært det endnu.

Det er så let at formulere sig pænt overfor andre, selv når man er stresset eller utilfreds, og alligevel er tonen mellem mennesker ofte så hård. Jeg bliver ked af det, når jeg bliver talt grimt til, og det gør de fleste, så hvorfor tillader vi det? Hvorfor er vi så trænede i at æde vores egne følelser?

 

 

Mange, især hvis man er introvert og/eller sensitiv, kender det, at man bliver inviteret til et familiearrangement, som man bare kan mærke, man ikke har lyst til. Jeg er måske lidt intens, men jeg kan mærke det så tydeligt, at jeg nogle har tanker om, at jeg hellere vil brække mit ben end at tage til tante Bittens 90års fødselsdag. Jeg kan allerede se for mig, hvordan onkel Hans vil komme med floskler om, at jeg nok skal finde en god mand snart, og rige moster Janni vil formode, at jeg er psykolog, fordi man tjener mange penge (man tjener overhovedet ikke mange penge som psykolog i det offentlige, hilsen min lønkonto).

Det kan fylde så meget for mig, når jeg skal bruge min tid på noget, jeg ikke har lyst til. Jeg tror, det handler om, at ”det bør jeg gøre”-kontoen er 100% opbrugt, så bare tanken giver mig myrekryb. Jeg har valgt at tage det som et vigtigt signal om, at der her er noget, jeg skal tage mig af. Men hold op, det tog mig lang tid at lære at se det sådan: at her er en vigtig og kærlig besked fra mine grænser, der siger: hov, skal du egentligt det? Er det ikke bedre, du siger nej og gør noget, du har lyst til?

I rigtig lang tid aflæste jeg i stedet de myrekryb som ”der er noget galt med mig”, eller ”jeg gider ikke andre mennesker”, og så følte jeg mig skamfuld. Så skulle jeg æde både den uønskede indbydelse OG min skam.

Det er bare en skuffende toretters menu.

 

Vi nægter vores nej en plads i verden, måske fordi vi behager andre i håbet om at blive accepteret og dermed få det godt. Men har vi det godt, efter vi har været til noget, vi virkelig ikke havde lyst til? Jeg har ikke. Jeg oplever måske en lille lettelse over, at det er overstået, men jeg oplever mest af alt udmattethed.

Blev relationen styrket af det? Jeg tror det ikke. Vi undgik bare en risiko for konflikt eller akavethed.

 

 

Der er risici ved at sige nej, og det er dét, der gør ondt. Vi har alle et ønske om at blive accepteret og holdt af. Ved at sige nej skaber vi forhindringer for andre. Vi kan blive afvist. Vi kan miste vores plads i fællesskabet. Det lille nej er så ubehageligt, at det kan ødelægge relationer.

Det er her, jeg tror, jeg er lidt anderledes, og derfor jeg har tøvet med indlægget. Jeg tror nemlig, at jeg mere end andre velvilligt tager den risiko på mig, netop pga. den føromtalte vrede.

Jeg lever mit liv ret alene, fordi jeg er introvert, og jeg har et dejligt liv. Mennesker, som jeg har nært, elsker jeg, og jeg vil for alt i verden ikke miste dem, men de er ikke nødvendige for mig. Jeg vælger dem til hver dag, fordi de gør mig glad, men jeg ved også, at jeg kan klare mig uden. Det ville være forfærdeligt at skulle det, men for at beskytte mig selv, har jeg accepteret den risiko. Jeg vil hellere miste en relation, end jeg vil æde mig selv og mine behov.

 

Som jeg har skrevet om i At hoppe ud af hamsterhjulet, har jeg altid haft den bevidsthed med mig, at livet er flygtigt. Jeg er allerede 34 og bliver overrasket, når jeg taler med mennesker på 22, og jeg indser, at vi ikke er jævnaldrende. Livet er så kort, og vi bruger så meget af det på at være ”ordentlige”, at tiden til at gøre det, vi virkelig har lyst til, allerede er en mangelvare.

De 7 timer, jeg ville bruge i ubehag på tante Bittens 90 års fødselsdag, er 7 timer, jeg ikke får igen. SYV TIMER. Syv timer, jeg kunne bruge på at opdage et nyt naturområde, omplante 60 planter eller se 3 film i biografen. Jeg kunne også bruge dem på at stirre ind i væggen, og det ville stadig være mere givende for mig end tvungent socialt samvær.

De fleste er ikke villige til at risikere brudte relationer, og det forstår jeg godt. Hvis jeg tænker på mine to bedste veninder eller min søster, som alle tre betyder alt for mig, vil jeg helst heller ikke risikere, at de relationer bliver brudt. Men jeg ved samtidig, at jeg vil sige fra overfor dem og være ærlig, hvis der foregår noget, jeg ikke kan lide. Både fordi det er respektfuldt overfor dem og overfor mig.

Min erfaring er nemlig, at man godt kan sige fra på en måde, hvor det er tydeligt, at ens intention ikke er at afvise den anden. Nogle gange står man så overfor mennesker, der uanset hvad oplever det som en afvisning og ikke kan høre, hvad man egentligt siger. Det er nok der, hvor man må løbe den risiko?

Når jeg siger respektfuldt fra, så undertekster jeg. Jeg siger, at jeg er ked af at have det sådan her, og jeg ville ønske, jeg bare kunne x og x, fordi jeg gerne vil gøre personen glad, men jeg kan ikke. Jeg kan mærke, at det ville slide for meget på mig, så derfor er jeg nødt til at sige nej. Men tak og spørg endelig igen en anden gang.

Min veninde har sagt til mig, at jeg faktisk viser andre omsorg og respekt med min gennemsigtighed og direkte kommunikation. Det gør det mere tydeligt for mig, at jeg sjældent har oplevet det frygtede: at blive afvist, fordi jeg sagde nej. Der kommer et underligt, ubehageligt øjeblik, men de fleste kan faktisk føle sig godt behandlet, fordi de sætter pris på ærlighed.

Jeg vil altid helst selv foretrække, at nogen siger det til mig how it is fremfor at skjule noget for at tilfredsstille mig. Selvom et nej naturligvis også kan gøre ondt på mig.

 

 

Jeg får tanken, om der mon er nogle bestemte egenskaber, som er vigtige i forhold til at kunne sige nej:

  • At man kan mærke efter
  • At man kan være gennemsigtig
  • At man kan håndtere den risiko, der er, for at miste

 

Jeg forstår godt, hvis der er nogle af tingene, særligt den sidste, man ikke kan. At miste og at blive forladt er jo det, vi mennesker frygter mest.

For mig har det været noget af det vigtigste i mit liv at lære at sige fra. Det har givet mig sådan en frihed! Jeg elsker, elsker, elsker, når jeg tænker, at jeg skulle have siddet til X, som jeg ikke havde lyst til, men at jeg i stedet sidder med dynen oppe om ørerne og ser film, spiser slik og tænker over, hvor heldig jeg er. De 7 timer kan virkelig betyde meget.

 

Min opfordring til dig er at sige mere nej til andre og mere ja til dig selv. Det er svært, og det er udmattende, men det er som en muskel, der skal trænes op.

Nej, du bliver ikke et egoistisk menneske af det. Det, at du bekymrer dig så meget om det, viser, at du er omsorgsfuld, og at du aldrig vil ryge i den anden grøft (ego-grøften).

Ja, måske vil folk kunne lide dig lidt mindre i starten, men det vil opvejes af, at du kommer til at kunne lide dig selv mere.

Du må endda godt starte med at lyve. Du må gerne sige, at du har akut diarré, eller at din hund har spist dine antihistaminer, og du ikke kan komme til fest udendørs, fordi dine øjne vil smelte sammen pga. pollen. Du må gerne lyve i starten, bare så du får en erfaring med, hvor rart det er, når du endelig sidder og laver det, du mest har lyst til. Så kan du begynde at træne at sige fra med den rigtige grund. Den svære, men mest sande grund: ”Jeg har ikke lyst”.

 

 

Mit grænseskjold er gået fra at være halvrustent og revnet til nu at være mit kompas. Det, at jeg ved, at jeg kan sige nej, beskytter mig. Jeg kommer ikke til at stå i nær så mange situationer, som kan gøre ondt på mig, fordi jeg har tillid til, at jeg lader mit kompas guide mig. Tillid til at jeg kan og må sige nej – både til familiesammenkomster, nedladende ekspedienter og til chokoladesovs i min McFlurry.

 

Mia N

 

DEL

Del på facebook

13 reaktioner

  1. Sikke et godt indlæg. Jeg er meget som dig eller rettere, jeg har det som du har det – ret god til at sige fra. Ikke fordi det altid er nemt, for det er det ikke altid. Men jeg har altid haft en god fornemmelse for min grænse – hvor den går. Og så er der jo hele måden at sige fra på, som også er af væsentlig betydning. Men det kan tage lidt tid at lære og det er også
    Ok. Det er vigtigt at vælge sig selv til og man behøver ikke altid at forklare det for andre, men kan skabe forståelse i nogle sammenhænge er min erfaring.

    1. Fuldstændig enig! Jeg kan stadig komme til at føle, det ikke er OK, fordi det kan ligge så dybt i en, at man skal tilfredsstille andre. Men det er nemlig virkelig vigtigt. Selv uden en forklaring! 🙂

  2. Tak for at ramme hovedet på sømmet. Er så dårlig til at sige nej og nogle gange føles det næsten som et “overgreb” på sig selv. Men rart at vide at man ikke er den eneste der har det sådan. Og dit indlæg har helt klart givet mig en masse at tænke over. For det er jo ok at sige at sige nej tak, når der er noget man ikke har lyst. Det skal jeg virkelig bare blive bedre til at dyrke 💪🏻 😊

    1. Tak for din kommentar, Pernille. Jeg er helt enig! Det er så svært og bliver sikkert aldrig let. Men det er bare så vigtigt 🙂

  3. Så fint og godt skrevet, Mia♥️ Det er så god inspiration. Den lettelse man oplever når man endelig har fået sagt nej og været ærlig ovenfor sig selv/valideret sig selv, er ti gange sundere og nemmere at leve med og i, end at skulle bruge unødvændig energi på det modsatte. Det har taget mig 36 år at forstå hvad der er pleasedelen og hvad jeg egentlig har det bedst med. Og jeg lærer stadig masse om at sætte grænser. Tak igen for et godt indlæg med et vigtigt budskab😘

  4. Det er så velformuleret og godt et indlæg.
    Vi er mange som bør tage den udfordring på os, at øve os i, at være lige så venlig overfor os selv, som vi forsøger at være overfor andre.
    Er de mennesker som ikke kan tåle en afvisning, som kommer et godt sted fra og er formuleret respektfuldt, egentlig nogen vi i sidste ende vil?

  5. Hvor er det bare et godt indlæg, og jeg kan så meget relatere til det (det overrasker dig nok ikke) 😁

    Jeg har altid haft tendens til, at når jeg bliver inviteret til noget, så kigger jeg bare i kalenderen og siger ja, hvis jeg ikke har andre planer den dag. Jeg har i mange år øvet mig på, at jeg i stedet både skal kigge i kalenderen OG mærke efter, om jeg har lyst. Måske skal jeg tusind ting i dagene før og efter den pågældende dag, så måske er den dag min eneste dag til alene-tid i den uge. Og altså, min alene-tid er “for everyones safety”, så den må jeg for guds skyld ikke nedprioritere 😂😂🙈

    Jeg har pt et dilemma med at være semi-inviteret til noget, jeg ikke har lyst til. Jeg skriver semi, fordi jeg ikke er inviteret endnu, men jeg har fået at vide af et familiemedlem, at jeg nok bliver inviteret til det her familie-arrangement.

    Ofte gider jeg rigtig gerne familie-arrangementer, men det her er noget familie, jeg ikke ser særlig ofte, og hvor jeg vil kende ca. 5 % af de andre gæster. Jeg har været til to andre arrangementer holdt af de samme personer indenfor de sidste par år, og begge de gange havde jeg heller ikke lyst, men tog med, fordi at “det bør man jo”. Men jeg nød det ingen af gangene. Jeg bryder mig på inden måde om store arrangementer, hvor jeg kender få personer – det gør mig utilpas, akavet, genert, udmattet osv. (hvorimod jeg godt kan lide store arrangementer, hvis jeg kender en stor del af gæsterne).
    Derudover ligger det også langt væk, jeg er ikke fan af at køre i bil i mange timer, og jeg HADER at sove andre steder end i min egen seng 🙈😣 OG jeg skal til et andet familie-arrangement dagen før (noget jeg godt gider), så jeg føler også, at det vil være meget lige oveni hinanden med TO familie-arrangementer i den samme weekend.

    Pt er jeg irriteret over, at jeg skal gå og bekymre mig om noget, som jeg ikke engang er officielt inviteret til endnu. Samt at familiemedlemmet, som har fortalt, at jeg nok bliver inviteret, prøver at påvirke mig med at “nu bliver vi jo inviteret, så bør vi også tage med”….

    Meeen. Jeg. Giiiiider. Ikke. Meeeeeed…… 😣

    Så ja. Jeg har ikke fundet en løsning endnu. Men ender måske med at stikke en hvid løgn.

    1. Det er en god idé, det med at kigge i kalenderen og SAMTIDIG mærke efter. Så man prøver at gøre det til en vane, mens man køber sig lidt tid 🙂
      Og jeg kan så godt relatere til det, du skriver, med at du allerede nu går og irriterer dig og bekymrer dig over den sammenkomst. Det kan dræne en så meget!

      1. Jeg havde aldrig set dit svar, men held i uheld så kom der nogle helbredsproblemer i vejen (ikke mit helbred), så vi nu “desværre” ikke kan komme med til det familie-arrangement, jeg ikke gad med til…. 🤣🙈 *phew*

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Fuck mine begrænsninger

Om at (nægte at) acceptere sine begrænsninger som introvert og sensitiv – måske bare som et almindeligt menneske   Hjertebanken.

Mere

Mia N

Psykolog, bonderøv og amatørblogger

Jeg hedder Mia, er 34 år og oprindeligt nordjyde fra Hjallerup og Aalborg. Jeg bor nu på Nørrebro i Købehavn på tredje år med mine to marsvin og ca. 60 planter og elsker det. Jeg er uddannet psykolog og arbejder i psykiatrien. 

Her deler jeg de ting, der optager mig, og som gør mig glad.

Mia N

jeres favoritter
Udforsk
Støt planteværk (reklamelinks)

miasplantevaerk@hotmail.com

søg på bloggen